Ud over alle de kundskaber, som klostrene holdt i hævd og formidlede, dyrkede de også biavl, som de var dygtige til.
Her i Mariager Kloster har nonnerne og munkene også brugt lys af bivoks, og et eller andet sted udenfor i det store kloster-kompleks har bistaderne stået, og er blevet plejet af de dygtige nonner eller munke.
Den birace vi har her i klosterhaven er udviklet på Buckfast Abbedi i England af broder Adam. Racen hedder Buckfast og kaldes også kombinationsbier.
Klostrene så bisamfundet som en model for et ordentligt liv, med flittighed og det enkle individs opofrelse til fordel for fællesskabet.
Indtil op i 1700-tallet troede man at bierne havde kønsløs formering, hvilke også faldt i god tråd med kirkens undertrykkelse af kødets lyst. Biernes liv i ”cølibat” passede også godt til hvordan munkene og nonnerne skulle leve i klosteret.
Bisamfundet består af en dronning, få droner og tusindvis af arbejderbier. Dronningen er mor til hele samfundets individer og er parret med adskillige droner.
Dronernes hovedopgave er at befrugte en dronning og derved bringe samfundets gener videre.
Arbejderbiernes liv kan godt ligne nonnernes liv. De er hunkøn og har en række opgaver fra de kommer ud af den celle de er født i til de dør under arbejdet med indsamling af nektar og pollen. De rengøre og reparere deres celler, de fodrer larverne og dronningen, bearbejder den indsamlede nektar til honning. Nogle få arbejderbier bliver vagtbier og passer på at fremmede bier og andre insekter ikke kommer ind i stadet. Til slut drager de ud for at samle nektar. Efter et par uger som trækbier er de slidt op og dør. For hvert kilo honning vi indsamler til skal bierne bruge 8 kg honning til brændstof.
Jeg har i dag 5 bistader i Mariagers Klosterhave. De indsamler honning fra de planter og træer, der er i området. Om foråret er det især de blomstrende frugttræer, ahorn, pil og de relikt klosterurter der blomstre om foråret.